Slidgigt i skulderen
Artrose (slidgigt) i skulderleddet er hyppigst en følge efter brud, gentagne ledskred, infektion eller en svær degeneration af styresenerne (rotator cuff artropati), og sjældnere uden kendt årsag. Symptomerne er gradvist indsættende smerter inden i skulderen, i starten ved bevægelse og belastning, men efterhånden også i hvile og om natten. Bevægeligheden er nedsat, men ikke fuldstændig ophævet som ved frossen skulder, og der er smerter i yderstillingerne. Slidgigten kan ses på røntgen.
Ved moderate symptomer kan man foretage en oprensning af leddet og en løsning af ledkapslen ved en kikkertoperation.
Ved sværere symptomer, som nedsætter livskvaliteten, kan slidgigten med god effekt behandles ved isættelse af en protese (skulderalloplastik), enten i form af en hætte på ledhovedet (resurfacing), en udskiftning af ledhovedet (hemialloplastik) eller en udskiftning af både ledhoved og ledskål (total alloplastik). På grund af den lille understøttelsesflade, har protesekomponenten på ledskålen en relativt høj risiko for med tiden at løsne sig, så man anvender i stigende omgang resurfacing-.
En slidgigtslignende tilstand kan opstå som følge af død af ledhovedet på grund af afskæring af blodforsyningen, er oftest en følge af brud af ledhovedet (fraktur) men også af andre årsager. Symptomerne er de samme som ved artrose. Røntgen viser sammenfald af ledhovedet. I de tidlige faser af sygdommen kan røntgen være normalt, men knoglescintigrafi eller MR-scanning vil vise, at caput er uden blodgennemstrømning. Behandlingen er isættelse af hemialloplastik.
Operationen Oprensning ved kikkertoperation foregår igennem 3 små huller.
Indsættelse af en kunstig skulder (uanset typen) foregår igennem et 10-20 cm langt sår på forsiden af skulderen. Ved påsætning af hætte anvendes ikke knoglecement, men ved hemialloplastik eller total alloplastik anvendes knoglecement til at fæstne protesen.
Før operationen Du skal møde på City Privathospital om morgenen. Operationen kan foregå ambulant, dvs. at du går hjem i løbet af dagen, men kan også foregå under indlæggelse 1-2 døgn. Du skal selv sørge for transport til og fra klinikken.
Efter operationen Efter kikkertoperation må skulderen bevæges og belastes straks.
Efter indsættelse af kunstig skulder er det nødvendigt at have armen i en fast skulderslynge i 2 uger. Optræningen varer ca. 3 måneder, og bevægeligheden i skulderen er først nogenlunde normal efter 3 måneder. Man kan først begynde at bruge armen aktivt 2-4 uger efter operationen.
Personer med arbejde uden fysisk belastning af skulderen må regne med at være sygemeldt i 6 uger efter operationen. Har du fysisk belastende arbejde, må du forvente at være sygemeldt i 3 måneder efter operationen. Det er ofte ikke muligt at komme tilbage til arbejde med hård skulderbelastning.
Mulige følger og komplikationer Selvom risikoen er meget lille indebærer enhver bedøvelse en risiko for komplikationer. Denne risiko er afhængig af den almene sundhedstilstand og forøges ved hjerte- og lungesygdomme.
I en del tilfælde reduceres smerterne og øges bevægeligheden efter oprensning ved kikkertoperation. I nogle tilfælde er operationen uden effekt.
I de fleste tilfælde svinder eller reduceres smerterne efter indsættelse af en kunstig skulder.
Infektion i operationsområdet forekommer hos 1-2% af patienterne. De sværeste infektioner er omkring protesen, og i disse tilfælde er gentagne operationer med oprensning og evt. fjernelse af protesedelene nødvendig. Hvis du får tegn på infektion (tiltagende smerter, dunkende smerter, gennemsivning af forbindingen, rødme og hævelse omkring operationssårene eller feber), skal du kontakte City Privathospital eller uden for klinikkens åbningstid skadestuen.
|