Seneskade i skulderen
Styresenerne i skulderen (rotatorcuffen) omfatter supra- og infraspinatus, subscapularis og teres minor musklerne, men det er langt hyppigst supra- og infraspinatussenerne, som er sæde for læsion. Det er forvirrende, at der findes flere typer læsioner. Der er degenerative læsioner, som findes meget hyppigt hos personer over 70 år, og som opstår uden større ydre påvirkning (uden skade), men muligvis fordi blodforsyningen er relativt dårlig i et halvcirkelformet område ved supraspinatussenens tilhæftning på overarmsknoglen. De er ofte symptomfrie. Der er traumatiske læsioner i en sund sene. De opstår hyppigst ved at man værger for sig med armen under fald. Der opstår straks kraftige smerter og i et vist omfang nedsat funktion af skulderen, dvs. nedsat kraft svarende til de læderede sener. Endelig er der blandingstyper: traumatiske læsioner i degenererede sener. Omfanget af læsionen kan variere fra total overrivning (ruptur) af hele senen eller ruptur i en del af senen til delvis læsion igennem en del af senens tykkelse. Symptomerne er smerter under skulderloftet og ned på ydersiden af overarmen samt nedsat funktion af armen pgraf kraftnedsættelse. Graden af kraftnedsættelse følger nogenlunde læsionens størrelse, og den aktive bevægelighed i skulderen kan være helt ophævet. Det er ofte nødvendigt at foretage ultralyds- eller MR-scanning for at vurdere omfanget af skaden.
Ved total ruptur af senen (figur 1) ses efter 3-12 måneder svind af musklen (figur 2), som omdannes til arvæv og fedt, hvilket er irreversibelt (dvs. muskelvævet kan ikke gendannes).
Behandlingen afhænger af læsionens type og omfang. En stor skade i en sund sene bør altid repareres til knoglen hurtigst muligt for at undgå muskelsvind og omdannelse af musklen. Læsioner hos personer > 75 år kan forsøges behandlet konservativt med gigtmedicin, binyrebarkhormonindsprøjtning og fysioterapi i 3 måneder, men ved vedholdende gener bør kikkertoperation med oprensning og om teknisk muligt reparation af senen overvejes. Hvis senen er meget mør eller har trukket sig langt tilbage kan det være umuligt at reparere den, og man foretager da blot oprensning.
Ved reparation behandles med en særlig bandage i 6 uger, indtil senen er helet fast, og i den periode kan armen ikke bruges aktivt-
Totale læsioner kan være meget smertefulde, og hvis man ikke kan reparere senen, kan man mindske smerterne ved at flytte en muskel (latissimus dorsi) op på ledhovedet eller indsætte en særlig type skulderprotese (Delta-protese)
Operationen Reparation af seneskader på supra- og infraspinatus foretages ofte som kikkertoperation, men det kan være nødvendigt at lave et ca. 3 cm langt sår på ydersiden af skulderen.
Før operationen Du skal møde på City Privathospital om morgenen. Operationen foregår ambulant, dvs. at du går hjem i løbet af dagen. Du skal selv sørge for transport til og fra klinikken.
Efter operationen Efter reparation af senerne er det nødvendigt at have armen i en særlig bandage (abduktionsbandage) eller fikseret armslynge i 5-6 uger. Optræningen varer ca. 3 måneder, og bevægeligheden i skulderen er først nogenlunde normal efter 3 måneder. Du kan først begynde at bruge armen aktivt 5-6 uger efter operationen.
Hvis det ikke er muligt at reparere senerne foretages en oprensning, og i så fald skal ikke anvendes bandage. Armen må da bruges med det samme.
Personer med arbejde uden fysisk belastning af skulderen må regne med at være sygemeldt i 6-12 uger efter operationen. Har du fysisk hårdt belastende arbejde, må du forvente at være sygemeldt i 3 måneder efter operationen, og sport med skulderaktivitet må først genoptages efter 5 måneder.
Komplikationer Selvom risikoen er meget lille indebærer enhver bedøvelse en risiko for komplikationer. Denne risiko er afhængig af den almene sundhedstilstand og forøges ved hjerte- og lungesygdomme.
Der er en risiko for, at skulderbevægelsen ikke bliver helt normal efter operation. I ca. 20 % af tilfældene heler senen ikke på trods af reparation, og da kan symptomerne helt eller delvist komme tilbage. Selv efter succesfuld opheling af senen, bliver kraften i armen næsten aldrig helt normal. I nogle tilfælde kommer der arvæv omkring den reparerede sene, således at det kan være nødvendigt ved et ekstra kikkertindgreb at oprense denne arvævsdannelse.
Infektion i operationsområdet forekommer hos 1-2% af patienterne. Infektioner kan i meget sjældne tilfælde medføre, at brusken i skulderleddet påvirkes. Hvis du får tegn på infektion (tiltagende smerter, dunkende smerter, gennemsivning af forbindingen, rødme og hævelse omkring operationssårene eller feber), skal du kontakte City Privathospital eller uden for klinikkens åbningstid skadestuen. |