Menisklæsion
Anatomi Knæet har 3 ledkamre: et indre (mediale), et ydre (laterale) og leddet mellem knæskal og lårben. Alle ledflader er beklædt med brusk, og i både det indre og ydre ledkammer er indskudt en menisk imellem lårben og skinneben. Meniskerne består af en særlig slags brusk, og deres vigtigste funktion er at absorbere den kraft, der opstår, når man belaster knæet. Meniskerne beskytter på denne måde ledbrusken mod overbelastning og ødelæggelse.
Meniskskader Læsion af en eller begge menisker opstår hyppigst ved en rotation af kroppen mens man står fast på foden og har knæet bøjet. Læsionen kan dog også opstå uden større ydre påvirkning, fx hvis man rejser sig fra en stol og får menisken i klemme idet man skal strække knæet. I forbindelse med forreste korsbåndslæsion sker der også hyppigt skade af især den ydre menisk.
Menisklæsioner behøver ikke give symptomer. En del læsioner heler af sig selv i løbet af 1 måned. Hvis der ikke er tegn på, at menisken sidder i klemme (hvilket gør, at knæet ikke kan strækkes) vil man derfor oftest afvente med evt. operation ved akut menisklæsion. Symptomerne er smerter svarende til den pågældende menisk, især ved belastning, hævelse, klik og evt. aflåsnings/indeklemningstilfælde.
Der er tre hovedgrupper af menisklæsion:
Flaplæsion (fig. 1), hvor der kommer en næbformet rift i menisken. Den giver smerter, når flappen kommer i klemme mellem lår- og skinneben. Denne læsion kan ikke repareres, og behandlingen er fjernelse af flappen.
Bucket-handle læsion (fig. 2), som er en afrivning af menisken ud mod ledkapslen. Denne type læsion har et godt potentiale for at hele, da blodforsyningen, som kommer fra ledkapslen, er god. Hvis læsionen er indeklemt (fig. 3) kan man ikke strække knæet helt, og menisken bør opereres hurtigst muligt. Mange bucket-handle læsioner kan repareres. Hvis menisken sættes på plads, må man oftest ikke bøje helt i de første 2-5 uger. Ca. 70 % af fastgjorte menisker heler.
Degenerative, horisontale læsioner (fig. 4), som skyldes, at menisken fra 30-40-års-alderen bliver tiltagende blød i de indre dele og mindre modstandsdygtigt for påvirkninger. Der kan da uden ydre påvirkning eller efter små traumer opstå opflosning af menisken med flapper. Behandlingen er fjernelse af de dårlige områder. Eftersom de degenerative forandringer i menisken i princippet kan øges med alderen, er det af og til nødvendigt på et senere tidspunkt at fjerne yderligere meniskvæv. Der er ofte også degenerative forandringer i ledbrusken.
Selvom menisklæsion regnes for en relativt banal skade, vil mange patienter i et eller andet omfang have symptomer fra menisken på trods af operation.
Operationen Operationen udføres som et kikkert indgreb, og knæet undersøges for evt. andre skader, f. eks. brusk.
Før operationen Du skal møde på City Privathospital om morgenen. Operationen foregår ambulant, dvs. at du går hjem i løbet af dagen. Du skal selv sørge for transport til og fra klinikken.
Efter operationen Efter operationen må du støtte fuldt ud på benet. Hvis en menisklæsion er fastgjort, skal den have mulighed for at hele, og i så fald kan der være indskrænkning i, hvor meget knæet må bevæges de første 5 uger. I alle andre tilfælde må du bevæge knæet straks.
Personer med arbejde uden fysisk belastning må regne med at være sygemeldt i op til 1 uge efter operationen. Har du fysisk hårdt belastende arbejde, må du forvente at være sygemeldt i op til 4 uger efter operationen. Hvis menisken er sat fast, er sygeperioden længere, og du må først køre bil, når du må bøje knæet så meget, at du kan betjene pedalerne forsvarligt.
Mulige følger og komplikationer Selvom risikoen er meget lille indebærer enhver bedøvelse en risiko for komplikationer. Denne risiko er afhængig af den almene sundhedstilstand og forøges ved hjerte- og lungesygdomme.
Infektion i operationsområdet forekommer hos under 1% af patienterne. Infektioner kan i meget sjældne tilfælde medføre, at brusken i knæet påvirkes. Hvis du får tegn på infektion (tiltagende smerter, dunkende smerter, gennemsivning af forbindingen, rødme og hævelse omkring operationssårene eller feber), skal du kontakte City Privathospital eller uden for klinikkens åbningstid skadestuen.
Der er en lille risiko for udvikling af blodprop i det opererede ben. Derudover findes risiko for blødning i knæet efter operationen, hvilket kan gøre det nødvendigt at tappe knæet for blod.
|