Venstre Top   Højre Top
City Privat Hospitaler

City Privathospital

Bredgade 29
1260 København K
Telefon: 33 12 45 54
Fax: 33 12 48 84
Håndkirurgi
Skulder-/albuekirurgi
Knækirurgi
  Behandlinger
  Læge
  Priser
Fod-/ankelkirurgi

Idrætskirurgi

Plastikkirurgi
Karkirurgi
Kardiologi
Helbredsundersøgelser
Neurofysiologi

Ergoterapi

Mave-/tarmkirurgi

 

Priser 

Brusklæsion i knæet

Det er vigtigt at skelne mellem traumatiske skader og degenerative forandringer. Sidstnævnte omtales under "Slidgigt i knæet".

Brusklæsioner
Brusklæsioner kan opstå ved et direkte traume mod brusken, fx ved skred at skinnebenet i forhold til lårbenet hos personer med forreste korsbåndsskade, ved ledskred af knæskallen, ved et direkte slag op gennem benet, eller fald direkte på knæskallen. En anden type læsion opstår ved et tryk på brusken fra menislæsioner, mus o. lign, der sidder i klemme. Man beskriver læsionens udbredning og tykkelse (dvs. om den går helt eller kun delvist igennem brusklaget), men om dette har nogen betydning for symptomerne og prognosen vides ikke. Overfladiske skader, der kun når fx. 1/3 ned i bruskens tykkelse er formentlig harmløse, og meget tyder på, at disse læsioner ikke ændrer sig eller giver symptomer i mange år. Læsioner i hele bruskens tykkelse – altså til blottet knogle – giver i nogle tilfælde belastningsrelaterede smerter, pseudoaflåsning (fornemmelse af aflåsning, når skinnebenet i bevægebanen når til kanten af brusklæsionen) og hævelsestendens.

Der er flere behandlingsprincipper, men det mest anvendte strategi er, at symptomgivende, fuld-tykkelse læsioner behandles så nænsomt som muligt, idet prognosen uanset behandlingsmetoden er rimeligt god.

Man kan starte med debridement, dvs. oprensning af løsthængende brusk til sund brusk og mobilisering med belastning til smertegrænsen. Mange får det bedre eller bliver symptomfrie, og man skal afvente 6 måneder, før resultatet kan bedømmes.

Ved læsioner med blottet knogle kan man gøre mikrofraktur (Steadmans procedure), dvs. der bankes huller i den blottede knogle ind til knoglemarvens stamceller, som invaderer læsionen og danner en erstatningsbrusk, fibrocartilago. Evt. kan hullerne bores i stedet for at bankes, hvilket kaldes inforation. Personen mobiliseres uden støtte i 6 uger, men skal straks bevægetræne intensivt, idet bevægelse fremmer bruskdannelsen. Fibrocartilago har ikke de samme elastiske og stødabsorberende egenskaber som original ledbrusk (hyalint brusk), men størstedelen af patienterne får det i løbet af 6 måneder bedre efter mikrofrakturering.

Hos de ret få patienter, som fortsat har smerter, kan man udføre mere omfattende indgreb i form af mosaikplastik eller ACI (= autolog chondrocyt implantation). Ved mosaikplastik flyttes en cylinder af knogle med Original ledbrusk (hyalint brusk) på toppen, fra et sted i knæet, hvor der ikke er belastning på brusken hen til bruskdefekten. Det er ofte nødvendigt med flere cylindre. Fordelene er, at når knoglecylinderen er vokset ind, er der hyalint brusk på det ledfladeområde, som cylinderen dækker, og at man kan dække meget store bruskdefekter. Ulemperne er, at der imellem cylindrene dannes fibrocartilago, at det kan være vanskeligt at genskabe ledfladekrumningen, og at man tager brusk fra et andet sted på patienten.

Ved ACI tager man tager et lille stykke brusk fra knæet og sender det til opformering i et laboratorium. Når bruskcellerne (chondrocytterne) efter nogle uger har delt sig til et stort antal, implanteres de i bruskdefekten, enten under et låg af knoglehinde (periost) eller kunststof, eller i en "svamp" af bindevævs materiale. Patienterne mobiliseres uden støtte i 6 uger, og efter 6-12 måneder kan resultatet bedømmes. Det ser ud til, at der kan dannes et hyalint lignende brusk ved denne metode.

Der er ingen viden om, hvordan det på langt sigt går med patienter med traumatiske bruskdefekter, uanset hvilken behandling de har modtaget. Det er muligt, at store defekter giver slidgigt, men hvordan det går små defekter vides ikke.

Operation for brusklæsion i knæet
Vi udfører operationer med både debridement og mikrofrakturoperation. Begge operationer foretages som kikkertoperation igennem to små huller.

Det er ikke påvist, at der er forskel i resultatet efter disse 2 behandlingsmetoder i forhold til mosaikplastik eller ACI. Ved mosaikplastik fjerner man brusk fra andre dele i knæet, hvilket teoretisk er en ulempe.

Før operationen
Du skal møde på City Privathospital på det aftalte tidspunkt. Operationen kan foregå ambulant, dvs. at du går hjem i løbet af dagen. Du skal selv sørge for transport til og fra klinikken.

Lidt om efterforløbet
Efter debridement må du støtte på knæet og bevæge det umiddelbart. Personer uden fysisk belastende arbejde må påregne 1 uges sygemelding. Ved fysisk belastende arbejde er sygemeldingen ca. 4 uger.

Efter mikrofraktur må du ikke belaste den opererede ledflade i 6 uger. Hvis området sidder på lårbensknoen, må du ikke støtte og skal anvende krykker. Hvis området sidder i ledfladen mellem lårben og knæskal, må du gerne støtte på strakt knæ, men ikke lægge vægt på bøjet knæ. Ved hårdt fysisk arbejde må du påregnes 3 måneders sygemelding.

Det er vigtigt at bevæge knæet så meget som muligt (500 gange 3 gange dagligt). Der er behov for optræning i ca. 3 måneder.

80% opnår smertefrihed eller en bedring af symptomerne. Ved manglende effekt kan en af de øvrige metoder forsøges.

Mulige følger og komplikationer
Infektion i operationsområdet forekommer hos under 1 % af patienterne. Hvis du får tegn på infektion (tiltagende smerter, dunkende smerter, gennemsivning af forbindingen, rødme og hævelse omkring operationssårene eller feber), skal du kontakte City Privathospital eller skadestuen uden for klinikkens åbningstid.